Hvad gør du, når nogen ikke vil ledes?

Det er udfordrende at lede nogen, der ikke nødvendigvis vil ledes.

Ny leder – kollega der skaber sig, hende der er sur og bare er på tværs.

Det er udfordrende at lede nogen, der ikke nødvendigvis vil ledes.
Især når man samtidig skal finde sine egne ben i rollen som ny leder.

Mette – fra kollega til leder

Mette er for nylig blevet teamleder for et mindre team. Hun er stadig en del af driften, som hun altid har været – men nu med en ekstra dimension: den daglige ledelse.

Indtil for kort tid siden var hun en del af gruppen som kollega. Nu er hun den, der skal tage ansvar for både opgaverne og samarbejdet. Det er en rolle, mange nye ledere kan genkende – og som kræver, at man både finder sin egen lederidentitet og samtidig håndterer relationerne i teamet på en ny måde.

Mette kom til mig, fordi hun havde brug for en sparringspartner.

En, der kunne hjælpe hende med at få blik på de svære situationer og give hende et sted at vende sine overvejelser.

Vi startede med en adfærdsprofil. Det gjorde vi for at synliggøre hendes styrker og udviklingsområder – men også for at få øje på, hvad der triggede hende hos hendes medarbejdere.
For der var især én kollega, som fyldte meget og faktisk gav hende ondt i maven.

Mettes oplevelse – i hendes egne ord

”Jeg er nu teamleder i det team, hvor jeg tidligere var kollega.
Det er egentlig kommet naturligt – jeg blev spurgt, og det gav mening.
Men helt ærligt: Vi har ikke talt så meget om, hvad det egentlig betyder.

Så jeg famler lidt. Jeg skal finde ud af, hvad der forventes af mig, hvad jeg skal nå – og hvornår jeg egentlig kan sige, at jeg lykkes som leder.

Det kunne alt sammen være til at håndtere, hvis ikke det var for den ene medarbejder, der tydeligvis ikke ønsker, at jeg skal have denne rolle.
Hun vil ikke ledes.

Det påvirker stemningen i hele teamet.
Desværre er der en historik bagud, hvor hun har fået lov til at gøre, som det passer hende – ingen har sat en grænse.

Og nu står jeg her som ny leder og skal tage de samtaler, som ingen før har taget.”

Når du ”arver” en udfordring

Mette beskriver noget, mange nye ledere oplever:
At de ikke kun træder ind i en ny rolle – de arver også en kultur.
En kultur, hvor nogen har haft lov til at fylde, brokke sig eller bestemme mere, end deres rolle egentlig berettiger til.

Det er ikke nemt.
For samtidig med, at du selv skal finde din retning som leder, skal du også tage fat i gamle mønstre.

Hvordan vi arbejdede med det

Sammen fik vi sat fokus på, hvad Mette kunne gøre – og hvad hun ikke behøvede at stå alene med.

Noget af det vi bl.a. arbejdede med:

 

    • Hvordan hun kunne tydeliggøre hvad der er vigtigt for hende som leder og for teamet.
      (Lidt som hendes egne ”første 100 dage som leder”).
    • Hvordan hun kunne tage snakken om, hvad et godt arbejdsmiljø egentlig er – set fra alles perspektiv.
    • Hvordan hun kunne skabe rum for trivsel og fælles ansvar.
    • Hvordan hun kunne tage en ærlig dialog med sin egen leder om, hvad hun kan og skal håndtere selv – og hvor hun skal have støtte.

 

Små skridt – store skift

I dag mødes Mette og jeg jævnligt til sparring.
Vi vender konkrete situationer, kigger på dem fra flere vinkler og finder frem til måder, hun kan handle på – uden at miste sig selv i processen.

For hende betyder det at have et sted, hvor hun kan tænke højt og få et neutralt blik på det, der fylder.
For organisationen betyder det en leder, der gradvist bliver tryggere i rollen – og som begynder at sætte en ny standard for, hvordan man taler sammen i teamet.

Refleksion

Måske kan du genkende Mettes situation?
Måske har du selv prøvet at gå fra kollega til leder – eller at være den, der skal rydde op i gamle mønstre.

Spørg dig selv:

 

    • Hvad gør du, når nogen ikke vil ledes?
    • Hvad har du brug for, så du kan stå stærkt i din lederrolle?
    • Hvem sparrer du med, når det bliver svært?

 

For god ledelse handler ikke om at kunne det hele selv – men om at turde være nysgerrig, reflekteret og søge sparring, når det gælder.

Ledelse kan være ensomt – især når du står midt i relationerne og skal finde din egen vej.

Jeg tilbyder individuel ledersparring, hvor vi sammen finder ud af, hvordan du kan blive mere rolig, tydelig og tryg i rollen.

Skriv til mig, hvis du vil tage en uforpligtende snak om, hvad du gerne vil styrke i dit lederskab.

Scroll to Top