Selvkritikken kan være stille.

Den kan også være hård. Men fælles for den er, at den ofte bliver mere aggressiv, når du er presset.

Og det giver faktisk mening.

Når stressen bygger sig op, bliver hjernen mere optaget af fejl, risici og det, der kan gå galt. Den leder efter “huller” og forsøger at beskytte dig ved at skærpe dig. Problemet er bare, at det sjældent føles som beskyttelse. Det føles som et indre angreb.

Mange beskriver det som at have en indre stemme, der aldrig holder fri.
Den kommenterer på tempoet. På præstationen. På din måde at være i møder på. På hvordan du formulerede dig. På hvad du burde have sagt. Burde have gjort. Burde have forstået.

Og det slider.

For du kan godt være stærk udadtil – og samtidig være i konstant modvind indadtil.
Du kan godt være dygtig – og stadig gå i seng med en følelse af at have fejlet.
Du kan godt være vellidt – og alligevel tvivle på, om du overhovedet er “nok”.

Over tid dræner den indre dialog både energi og selvtillid.

Ikke fordi du mangler robusthed – men fordi ingen kan trives, når de hele tiden bliver mødt af kritik, også inde fra sig selv.

Derfor får du her en øvelse, som kan virke overraskende enkel – og som netop derfor ofte rammer noget vigtigt.

Lav dette lille eksperiment – en kort øvelse (5 minutter):
Forestil dig en ven, du holder af, som står i præcis samme situation som dig.
Samme pres. Samme usikkerhed. Samme træthed.

Skriv ned: Hvad ville du sige til din ven?

Ikke som en pep-talk. Bare som et menneske, der gerne vil støtte.
Måske noget i retning af:
“Det giver mening, at du er presset.”
“Du gør faktisk dit bedste med det, du står i.”
“Du behøver ikke kunne det hele på én gang.”

Når du har skrevet det, så læs det højt for dig selv.
Med samme venlighed, som du ville bruge over for din ven.

Det ændrer ikke alt på fem minutter.
Men det kan skabe et lille skifte: fra at være din egen dommer – til at blive en smule mere på dit eget hold.

Måske kender du det: Du løser opgaver. Du leverer. Du får tingene til at hænge sammen.
Og alligevel kommer tanken snigende – næsten som en refleks:

“Det var ikke godt nok.”
“Andre gør det hurtigere.”
“Hvis de virkelig vidste, hvordan jeg har det, ville de nok miste tilliden.”
“Hvorfor kan jeg ikke bare tage mig sammen?”

Selvkritikken kan være stille.

Den kan også være hård. Men fælles for den er, at den ofte bliver mere aggressiv, når du er presset.

Og det giver faktisk mening.

Når stressen bygger sig op, bliver hjernen mere optaget af fejl, risici og det, der kan gå galt. Den leder efter “huller” og forsøger at beskytte dig ved at skærpe dig. Problemet er bare, at det sjældent føles som beskyttelse. Det føles som et indre angreb.

Mange beskriver det som at have en indre stemme, der aldrig holder fri.
Den kommenterer på tempoet. På præstationen. På din måde at være i møder på. På hvordan du formulerede dig. På hvad du burde have sagt. Burde have gjort. Burde have forstået.

Og det slider.

For du kan godt være stærk udadtil – og samtidig være i konstant modvind indadtil.
Du kan godt være dygtig – og stadig gå i seng med en følelse af at have fejlet.
Du kan godt være vellidt – og alligevel tvivle på, om du overhovedet er “nok”.

Over tid dræner den indre dialog både energi og selvtillid.

Ikke fordi du mangler robusthed – men fordi ingen kan trives, når de hele tiden bliver mødt af kritik, også inde fra sig selv.

Derfor får du her en øvelse, som kan virke overraskende enkel – og som netop derfor ofte rammer noget vigtigt.

Lav dette lille eksperiment – en kort øvelse (5 minutter):
Forestil dig en ven, du holder af, som står i præcis samme situation som dig.
Samme pres. Samme usikkerhed. Samme træthed.

Skriv ned: Hvad ville du sige til din ven?

Ikke som en pep-talk. Bare som et menneske, der gerne vil støtte.
Måske noget i retning af:
“Det giver mening, at du er presset.”
“Du gør faktisk dit bedste med det, du står i.”
“Du behøver ikke kunne det hele på én gang.”

Når du har skrevet det, så læs det højt for dig selv.
Med samme venlighed, som du ville bruge over for din ven.

Det ændrer ikke alt på fem minutter.
Men det kan skabe et lille skifte: fra at være din egen dommer – til at blive en smule mere på dit eget hold.

Invitation til samtale

Hvis du ofte føler dig fanget i negative tanker om dig selv, så er det værd at tage alvorligt. Ikke fordi du er “for følsom” – men fordi den indre kritiker ofte bliver højere, når belastningen har været for stor for længe.

I en samtale kan vi undersøge, hvad der driver selvkritikken, og hvad der skal til for, at du kan genopbygge både ro og selvværd – uden at du skal lave dig selv om.

Du kan booke en gratis og uforpligtende samtale i min online kalender.