Stress viser sig på mange måder. For nogen er det søvnløse nætter, for andre er det tankemylder eller en konstant følelse af at være bagud.

Jeg møder mange mennesker, der kæmper med netop det – og en af dem er Mette. Hun har givet mig lov til at dele sin oplevelse, fordi hendes historie kan minde os om, at vi ikke behøver klare det hele alene.

Jeg hedder Mette – og jeg kan stadig mærke den periode i kroppen, hvor stressen tog styringen. Jeg vågnede om natten med hjertet hamrende, selvom jeg bare lå stille.

Tankerne kørte i ring:

• Har jeg glemt noget?
• Hvornår vælter det hele?

Om morgenen satte jeg masken på og gik på arbejde, selvom jeg inderst inde følte, at jeg var ved at gå i stykker.

Da en leder hos os foreslog, at jeg tog en Stressindikator-test hos Dorthe, blev jeg først usikker. Endnu en test? Ville den overhovedet kunne hjælpe? Men jeg vidste også, at jeg ikke kunne fortsætte sådan her. Så jeg sagde ja – med en lille frygt i maven, men også et håb om, at der fandtes en vej ud af alt det kaos.

Det tog bare en lille halv time at gennemføre testen. Alligevel føltes det som et øjeblik, hvor jeg endelig så mig selv uden filter.

Spørgsmålene ramte ind i de områder, jeg havde forsøgt at gemme væk: min dårlige søvn, mine uendelige bekymringer, min konstante jagt på at præstere. Men samtidig mindede testen mig også om de ressourcer, jeg havde glemt: mit netværk, min styrke til at handle, min omsorg for andre.

Da Dorthe gennemgik resultatet, knækkede jeg faktisk lidt sammen – men på den gode måde.

For første gang i lang tid følte jeg mig set. Ikke som “den stressede Mette”, men som et helt menneske med måde styrker og udfordringer.

Sammen med min Dorthe lavede jeg en handleplan. Ikke en kæmpe livsomvæltning, men små, kærlige skridt:

• En fast sengetid og en lille putterutine.
• Små gåture, hvor jeg lærte at trække vejret helt ned i maven.
• At stoppe op og spørge mig selv: Hvad er egentlig det vigtigste lige nu?
• At øve mig i at sige “nej” uden at forklare mig ihjel. Og sammen med Dorthe talte vi inden om at sætte grænser og jeg fik det øvet mens jeg var hos hende.

Langsomt begyndte jeg at mærke forandringen. Jeg sov bedre. Jeg følte mig mere rolig i kroppen. På arbejdet kunne jeg prioritere klarere, og hjemme kunne jeg være mere nærværende. Stressen forsvandt ikke helt – men den fyldte ikke det hele længere.

• I dag lever jeg med tre små pejlemærker, som holder mig på sporet:

  “Hvad er vigtigst nu?” – så jeg bevarer roen.
  “En ting ad gangen.” – så jeg ikke mister mig selv i presset.
  “Små skridt tæller” – for det er de små justeringer, der skaber store forandringer.

Når jeg ser tilbage, er jeg faktisk taknemmelig for, at jeg sagde ja til testen. Den blev et vendepunkt. Den viste mig, at jeg ikke var svag – men at jeg havde brug for nye måder at tage vare på mig selv. Og den gav mig troen på, at jeg kan stå stærkt, selv når livet rusker.

Hvis du kan genkende noget af min historie – uro i kroppen, tankemylder eller følelsen af at løbe for stærkt – så vil jeg bare sige: Du behøver ikke vente til det brænder helt sammen. Stressindikator kan være en kærlig og klar vejviser, ligesom den blev for mig.

Jeg er meget taknemmelig for at måtte dele Mettes oplevelse. Og tænker du at du vil høre mere, så skriv endelig tilbage eller send mig sit nummer så jeg kan kontakte dig.

Ønsker du en uforpligtende samtale?
Indtast dit nummer, så ringer jeg dig op indenfor 24 timer.