| Når vi bliver pressede over tid, mister vi langsomt kontakten til vores egne signaler. Vi “kører på”, fordi vi føler, at vi skal. Fordi deadlines nærmer sig. Fordi kolleger har brug for os. Fordi vi ikke vil svigte. Men der sker noget vigtigt under overfladen: Vi får sværere ved at mærke os selv. Vi overser signaler, der normalt ville få os til at stoppe op. Og pludselig reagerer vi kraftigere end vi plejer – måske med irritabilitet, tåreflåd, uro, eller en følelse af at være helt tappet for energi. Det er ikke svaghed. Det er biologi. Det er kroppens måde at fortælle os, at belastningen overstiger vores kapacitet i øjeblikket. Derfor bruger jeg ofte historier, herunder historien som Mette fortæller, fordi de viser noget essentielt: At det først er, når vi får sat ord på, at vi forstår, hvor meget vi egentlig bærer på. Og at små justeringer og den rette sparring kan gøre en markant forskel for både trivsel, relationer og samarbejde. Historien fra en klient Jeg vidste egentlig godt, at jeg havde brug for den samtale. Hver eneste gang, vi havde talt sammen, ramte spørgsmålene noget helt centralt. Noget vigtigt. Noget, jeg ikke selv havde formuleret endnu, men som gjorde en forskel, når det blev sagt højt. Det flyttede mig altid i en retning, der gav mening. Jeg fik øje på det, der faktisk var vigtigt for mig – ikke bare det, jeg troede, jeg skulle klare. Så dér sidder jeg. Jeg begynder at fortælle om mine frustrationer – denne gang omkring en kollega, jeg arbejder tæt sammen med i et større projekt. Det er ikke et lille sideprojekt. Det er noget, der fylder. Og jeg er i forvejen presset. Mine egne opgaver hober sig op, og flere kolleger kommer jævnligt til mig, fordi de har brug for min hjælp. Deadline nærmer sig, og vi er stadig ikke enige om, hvad der skal sendes ud. Vi har begge arbejdet alt, alt for meget ved siden af vores kerneopgaver for at få projektet til at lykkes. Jeg kan mærke det, mens jeg fortæller det: Jeg er træt. Slidt. Brugt. Så kommer spørgsmålet. Et enkelt, åbent spørgsmål – og jeg når knap at trække vejret, før tårerne begynder at trille. Det er ikke en dramatisk gråd. Det er stille. Tårerne glider bare ned ad kinderne, som om kroppen endelig får lov til at reagere. Hun spørger blidt, hvad der sker. Og dér – lige dér – går det op for mig. Jeg kan pludselig mærke, hvor brugt jeg egentlig er. Hvor lidt overskud jeg har tilbage. Hvor meget den mail fra min kollega faktisk ramte mig. Den mail med rettelser til vores projekt. Det stod mellem linjerne, men jeg kunne mærke det tydeligt: Som om det, jeg havde lavet, ikke var godt nok. Og det gjorde ondt. Ikke kun fagligt – men personligt. For denne kollega er også en, jeg ses med privat. En, jeg holder af. En, der betyder noget i mit liv. Og tanken om, at vores venskab kunne komme i klemme på grund af et projekt på arbejdet… den kunne jeg næsten ikke bære. Reaktionen overraskede mig. Ikke fordi jeg græd – men fordi Dorthe formåede at åbne op for alt det, jeg havde gået og tumlet med uden at sige det højt. Alle de ting, der var blevet pakket væk, fordi hverdagen ikke gav plads til at mærke efter. Fik jeg hjælp? Ja. Inden jeg gik derfra, stod jeg faktisk med en form for handlingsplan. Ikke en stor, tung, kompliceret plan – men et konkret næste skridt. Noget jeg kunne gøre allerede dagen efter. Noget der gav mig en fornemmelse af, at jeg havde kontrollen igen. Og følelsen… Lethed. Som om et åg blev løftet af mine skuldre. Jeg kunne trække vejret dybere. Jeg kunne se mere klart. Og vigtigst: Jeg følte mig i stand til at håndtere den bekymring, jeg havde båret rundt på – uden at den skulle bære rundt på mig. Det, klienten Mette oplevede i samtalen, er noget jeg møder ofte: Når vi sætter tempoet ned og får øje på vores egne reaktioner, begynder vi at forstå, hvorfor presset føles så stærkt – og hvad vi faktisk har brug for. Reaktionen med tårer eller pludselig lettelse er ikke dramatisk. Det er et sundt tegn på, at kroppen endelig får lov til at give slip. Og det er netop dét, der skaber forandringer: Et øjebliks klarhed, en genkendelse af egne behov, og en konkret plan for næste skridt. Professionel sparring handler ikke om at grave i fortiden, men om at skabe ro, perspektiv og handlekraft i nuet – så du ikke står alene med alt det, der fylder. Hvis historien rammer noget hos dig, eller hvis du mærker, at du selv står i noget lignende, er du altid velkommen til at tage fat i mig. Sammen kan vi arbejde videre med det, så du får ro, retning og overskud tilbage i din hverdag. |